[neste] [innhald] [utskriftvenlig side]

version 1.0

Myrda av Indianarane


Innhald: [alt på ei side] [utskriftvenlig]
Introduksjon, ved Kåre Trefall

Dette er historien om nokre som ikkje fekk oppleva det lova landet so lenge. Historien om folk frå Ekse, og frå Teigdalen og Evanger, som blei drepne av indianarane.

Av dei som blei drepne i Belmont massakren 24. august 1862 i Jackson County, Minnesota, var Johannes Knutson Ekse. Han var bror til tipp-oldefar min på fars-sida.

Av ein familie frå Hjørnevik på Evanger overlevde berre eit to år gamalt barn, guten Johannes Larson Hjørnevik. Eit syskenbarn av den drepne Johannes, Lars Nilson Ekse og kona, tok til seg barnet. Johannes gifte seg og seinare med i jente i Ekse slekta.

Då dei gav avkall på gamlelandet hadde dei nok ikkje stor kunnskap om at dei kom til å fortrengja nokon i det nye. Fortrengja urinnvånarane, indianarane. Den Kvite Mann var komne for å bli. Etter mange brotne løfter og dårleg behandling frå myndigheitane, starta Sioux indianarane eit siste desperate forsøk på å ta tilbake landet sitt i Minnesota, det Store Sioux Opprøret. Belmont massakren var ein del av dette opprøret.

Samtidig pågjekk borgarkrigen i sørstatane, og mange våpenføre menn var der for å kjempa, ogso mange nordmenn. Dette gjorde ogso sitt til at indianarane såg eit høve til å slå dei kvite. I løpet av ei veke i august 1862 blei 800 nybyggjarar drepne i sør-vestre Minnesota.
Meir om forhistorien til Siouxopprøret kan du finna i Skarstein si bok Krigen mot Siouxane.

I innhaldslista finn du ei blanding av artilkar om hende og omtalar av bøker som beskriv hende. Mykje av dette stoffet er samla lå langt som eit år tilbake, og ikkje blitt publisert i påvente av at "alt var på plass". Men sjølv om ting manglar endå legg eg det no ut. I ein "version 2.0" av desse sidene håpar eg at eg og kan inkludera kapittel frå bøkene eg omtalar. Ikkje minst fordi dei etter kvart vil bli vanskelege å få tak i i bokhandelen. Men dette krev innhenting av løyve frå dei enkelte forfattarane - noko eg so langt ikkje har gjort.


Garden Ekse i Eksingedalen som Johannes Knutson Ekse kom frå.

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

Johannes Knutson Ekse

Drepen i Belmont massakren 24.august 1862

Ei oversikt, av Kåre Trefall

I 1856 dreg Johannes Knutson Ekse (f. 1833) frå bruk 2 på Ekse i Eksingedalen, saman med den eldre broren Nils (f. 1831) med familie og den eldre systera Gjertrud (f. 1829) gift To. Desse var sysken til Jon Knutson Ekse (f. 1819) ein av mine tipp-oldefedre.

Johannes og Nils sler seg ned i Big Canoe-aettelmentet i Winnesheik County, Iowa. Nils døyr i 1861. Johannes gifter seg då med enkja Brytteva. Johannes, Brytteva og borna dreg vidare vestover i 1861/62 for å finna betre land, saman med mange andre nordmenn, blant desse fleire familiar frå Teigdalen og Evanger. Dei sler seg ned i den fruktbare Des Moines-dalen, ved elva Des Moines rett nord for byen Jackson City heilt sør i Minnesota.

22. august 1862 fekk desse nybyggjarane i Des Moines-dalen høra om at sioux indianarane hadde angrepe kvite, men tok det ikkje så alvårleg sidan dette hadde skjedd ved New Ulm 80 kilometer borte. Dei blei likevel einige om å samlast fleire familiar på enkelte av farmane sine for betre å kunna forsvara seg hvis uroa breidde seg også til dei. Johannes og Brytteva med ungar drog laurdag 23. til huset til Ole Fyre (ogso kalla Førde) frå Fyre ved Bolstad. Her var og samla Knut og Brita Mestad frå Teigdalen, Lars og anna Hjørnevik med born, Lars Furnes, pluss Ole sjølv med kona Kari og borna.

Søndags morgonen den 24. drog Lars Furnes, Knut og Brita Mestad og Lars Hjørnevik heim til sitt for å sjå etter dyra. Ole Fyre drog ut for å mata grisane. Alle desse blei skotne av siouxane då omlag femti indianarar spreidd i små grupper kom oppover dalen i ti-tida.

Att i huset var Johannes Ekse som den einaste vaksne. Siouxane omringa huset, og kvinner og born gjøymde seg i kjellaren. Johannes og den 12 år gamle sonen til Ole Fyre, Ole, var att stova. Johannes meinte at å skyta mot indianarane ville bere hissa dei opp. Etter ei stund sprengde dei inn døra. Johannes ble skoten i loftstrappa då han prøvde å flykta opp dit. Ole smatt ut og greide å røma såra av ei giværkule. Det vesle barnet til Anna Hjørnevik begynnte å skrika nede i kjellaren. Ann ofra seg ved å smyga seg opp utan å bli sett, sik at indianarane ikkje skulle oppdaga dei andre der nede. Ho ble drepen oppe i stova, mens barnet overlevde inntil kroppe hennar. Dei andre anrde i kjellaren blei ikkje oppdaga, og berga livet.

På ein nabo-farm blei Anna Langeland og fire av borna drepne, mens to av barna var hart såra. Faren Knut vat ute då det skjedde. Mikkel Olsen Slaabakken og sonen Anders på 13 var på veg til Ole Fyre sitt hus. Mikkel ble skoten og Anders hardt skada, men kom seg unna.

Den såra Ole Fyre på 12 år kom seg fram til eit hus der dei fleste av nordmennene i området hadde samla seg til vekkelsesmøte. Det blei stor forfærdelse då dei fekk høyra om det som hadde hendt. Dei samla saman sine viktigaste eigendelar før dei rømde sørover dalen til Spirit Lake rett over grensa til Iowa.

Det blei no foreløbig slutt på det norske settelmentet ved Jackson. Dei fleste gjenlevande dog tilbake austover til dit dei var nyleg var komne frå: Winneshiek County, Iowa, andre til Houston County, Minnesota.

Enka Brytteva Ekse og borna drog tilbake til Big Canoe-aettelmentet i Winnesheik County, Iowa. Det overlevande barnet til Lars og Anna Hjørnevik blei oppfostra hjå Lars Nilson Ekse og kona Anna. Lars (f.1826) var utvandra frå bruk 1 på Ekse og var syskenbarnet til den drepne Johannes. Dei budde i Black Hammer, Houston, Minnesota. Barnet, Johannes Larson Hjørnevil (f. 1861) blei seinare gift med ei "Ekses jente", og er tipp-oldefar til Deb Nelson Gourly.

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

Jackson County 24. august 1862

Frå Martin Ulvestads bok
Nordmændene i Amerika, utgoven i 1907.
Her kapittelet om Jackson County, Minnesota.
Avskrift frå Ulvestades bok ved Kåre Trefall.

Ulvestad samla på slutten av 1800 talet og starten av 1900 talet inn data om dei nordmennene som til då hadde innvandra til Amerika. Han tok for seg stat for stat, county for county (fylke). I kapittelet om Jackson County i Minnesota står å lesa om Sioux opprøret, og om folk frå Eksingedalen, Teigdalen, Evanger og Voss som blei drepne der.
Navnet Fyre ved Bolstad er i denne artikkelen kalla Førde, Mestad i Teigdalen er kalla Midstad. Furnes på andre sida av fjorden i ved Dalseid er her kalla Førenes. Ekse i Eksingedalen er skrevet Exe. Lars G. Hjørnevik og hustru som og ble drepte er ikkje nevnte i denne artikkelen.


Jackson County. (Side 99)
Simon Olsen Slaabakken, fra Tolgen, Jackson County's første Embedsman, skriver som følger:

"Indflytningen af Nordmænd paabegyndtes i 1860; thi da kom Børre Olsen, fra Holtaalen, med sine tre Sønner (Bersvend, Ole and Jonas) og sin Datter og Svigersøn (Hans Lien, fra Røros) hertil etter en besværlig Reise fra Winneshiek County, Ia. De kom hid til den skjønne Des Moines Dal, der var rigelig bevokst med Skog - noget Nordmændene gjerne satte som den første Betingelse, naar de skulde bygge sig et Hjem; de vilde slaa sig ned der, hvor der var Skog. Men, desværre, hver en "Grove" var beboet af en Yankee. "Vel", sa Bør,"vi kom hid for at finde os et hjem, Landet er fint og godt, vi faar spørre MR. Yankee, hvor meget det skal til at faa ham ud."*)

Foruden de førnevnte Personer kom Ole Pedersen fra Røraas, Engebrekt og Anders Olsen Slaabakken, fra Tolgen, Ole O. Førde og Knud Midtstad, fra Vos, tillige med forskjellige andre, mellom 15 og 20 Familier i alt. Dette var altsaa i 1860.

"I 1861 kom mange flere, somme kjøbte"Claims", andre fandt frit Land med Skog paa og alle følte sig glade og velfornøyet.

"Hvorvel der ingen Indianere var i Nærheden, følte vi os ikke rigtig sikre. I Mai Maaned gikk D. M. West til Guvernøren og fikk en Del Regjerings Børser og Ammunition. Saa organiserede vi os som "Home-Guard" med Exersis hver Lørdag Eftermiddag. Imidlertid kom der Krav efter Soldater, som skulde holde Styr paa Rebellerne i Syden. Og fra det lille Settlement ved Jackson drog 22 Mand. Mange af dem, som skulde beskytte Settlerne mod Indianerne, var altsaa bortreiste.

Omkring den 20de August 1862 kom der Rygte om, at Indianerne var paa Krigsstien og at de havde baade røvet og myrdet Folk ved New Ulm. Man samlede sig da sammen - to a tre Familier paa hvert Sted - for at bistaa hinanden i paakommende Tilfelde. Søndagen, den 24de August, da en del af Befolkningen var samlet til Opbyggelse, kom Ole Førdes ældste Søn dryppende af Sved og Blod og fortalte, at nu var Indianerne komne; han var bleven skudt gjennom Armen. Man kan tænke sig, hvilken Forskrækkelse der blev. Alle sprang til sine respektive Hjem det forteste, de kunde, men Størstedelen samledes snart igjen hos Postmesteren i Jackson. De mest behjertede vilde, at man skulde forskandse sig og modstaa Angrepet med de Vaaben, man havde. Majoriteten af de tilstdeværende var imidlertid saa skræmte, at de vilde endelig til Etherville, Ia., 25 Mil syd herifra. Lidt før Solnedgang drog man afsted, naaede did næste Morgen, fik man Mad og Drikke, og tog saa fat paa at organisere et Kompagni tilhest, som Tirsdag drog op til de Steder, hvor det formodedes, at de Vilde havde myrdet og røvet. De fant 12 døde og nogle saarede. Blant de sidste var to Døtre af Knut Langeland; den ene døde, den anden kom sig. Anders, Søn til Knut Slaabakken, som man havde skudt paa to Gange, slaaet over Nakken og stukket i Siden med en stor Kniv, var bleven efterladt i den Tanke, at han var død. Han kom dog tillive og krøb til et Vandspring, hvor han, efter at have faaet en styrkende Drikk, var i stand til at naa sit Hjem, hvor han haabede at finde noget at spise. Men alting var ødelagt. Han gikk saa til Stalden og lagde sig i Krybben for at dø Der laa han fra Sødag til Onsdag, da han blev funden og ført til Etherville, hvor Doktor blev hentet og hans liv reddet. Tænk, hva han maatte udstaa i de tre Døgn!"

Liste over dem, som ble dræbt af Indianerne den 24de August, 1862

Mikkel Olsen Slaabakken, fra Tolgen, født 1ste Mars 1831
Ole O. Førde, fra Evanger, Bergens Stift, født 18de Jan. 1822.
Johannes K. Exe fra Voss, Bergens Stift, født 26de Aug. 1833
Knudt Midtstad, fra Voss.
Brita Midtstad, do.
Lars Larsen Førenes, fra Strilelandet, født 1834.
Anna Larsen, hans Hustru, do., født 1834.
Anna Langeland, Knut Langeland's hustru, født 1824.
Anna Langeland, Knut Langelands Datter, født 1853.
Aagaata Langeland, Knut Langelands Datter, født 1857.
Nicolai Johan Langeland, Knut Langelands Søn, født 1860.
Knud Langeland, Knud Langelands Søn, født 1861.

Nu var det foreløbig slut med det norske Settlement i Jackson; alle de gjenlevende drog østover, nogle til Winneshiek County, Ia., andre til Houston County, Minn.

Den nye Indsetling begyndte i 1864. Indianerurolighederne havede imidlertid tilintetgjort al Ordning, saa det blev nødvendig at omorganisere Countiet, hvilket blev gjort i 1865 af overnevnte Simon Olsen Slaabakken, og to Amerikanere, som blev utnævnt dertil af Guvernøren.

Anders Kilen, en anden gammel norsk Settler i Jackson, skriver at han kørte Materialer til den første Kirke i Countyet - fra Mankato - en Distance af 80 Mil - 160 Mil hver Tur! En Gang gikk han "vild" i en Snestorm og tumlede om paa Prærien i hele 5 Dage - uden Mad - og daarlig klædt. Korn-, Kreatur- og Svinavl var de første Settleres fornemste Næringskilder. Nærmest Markedsplass var Mankato. I 1873 og de følgende 4 Aar ødelagde Græshopperne en stor Del af Avlingen, saa det var ganske smaat for Folk.

Der er 9 norske Kirker og 11 do. Menigheder i Jackson County, 4 av Menighederne hører til Hauges Synode, 3 Den forenede Kirke, 3 til Den norske Synode og 1 til Hellig Hielsend Samfund.

For Oplysninger paa det politiske Omraade se Afdelingen "Nordnænd i offentlige Stillinger i Amerika".
Steder med norske Navne: Christiania (Township); Berdal (Bærdalen); Bergen og Namsos (Postaabnerier); kun det sidstnævnte P.O. eksisterer nu.

*) Dette fik de aa vide. Prisen paa en god Skog-Claim' var i Almindelighed et Par Okser og Vogn. Prisen blev betalt og "Yankee" maate flytte.

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

Astri, mi Astri


Den norskætta amerikanarinna Deb Nelson Gourley gav i 2004 ut boka Astri, my Astri. Den inneheldt 16 tospråklige, svært personlige og angasjerte artiklar om det å finn ætta si i Norge, og om Norge og Amerika. Tipp-oldefaren hennar var Johannes Larson Hjørnevik, den einaste overlevande av familien Hjørnevik frå Evanger, i Belmont-massakren 24. august 1862, Jackson County, Minnesota, USA. Johannes gifte seg seinare med Ingeborg Nilsdotter Ekse, dotter til bror av ein av mine tipp-tipp-oldefedre.

Ein av artiklane i "Astri, my Asrtri", artikkelen "Du er en Hjørnevik, men hvem er du?", handlar om Belmont-massakren. Dette er den fasinerande historie om korleis Deb som den første heimatt-vendte Hjørnevik har med seg den triste historia om dei som drog i 1861. Den spanande og tragiske historia om kva som skjedde denne søndagen i august 1862, då tipp-tipp oldefar og tipp-tipp oldemor hennar blei myrda av Sioux indianarane, saman med mange andre nybyggjarar, blandt anna Johannes Knutson Ekse frå Eksingedalen, bror til ein annan av mine tipp-tipp-oldefedre, og fleire frå Teigdalen, Evanger og Bolstad.
Artikkelen sto første gong på trykk i "Fillmore County Journal" i Minnesota. Den kom so i utvida utgåve i boka "Astri, my Astri", og var ogso på trykk i "I Sogeskrift for Vassvøri sogelag 2005".

Eg anbefalar på det varmaste å lesa boka til Deb. Meir om denne, og om Deb, finn du på www.astrimyastri.com.

Eg håpar ar Deb gjev meg løyve til å publsera artikkelen "Du er en Hjørnevik, men hvem er du?".
Så langt finn du berre ein tekst eg skrev etter å ha lese Deb si bok.

Fotoet av Johannes Larson Hjørnevik med kone Ingeborg Nilsdatter Ekse og born tilhøyrer Deb.


Ein biltur til Eksingedalen etter å ha lese Deb si historie om tippoldefar sin frå Hjørnevik
Av Kåre Trefall.

Det er ein kaldt januarkveld i 2006. Det heldt på å mørkna. Eg set i bilen etter endt arbeidsdag på veg frå Stanghelle og skal besøka heimstaden min, Trefall i Eksingedalen, ein tur. Snaraste vegen er opp til Evanger, so Teigdalen og Nesheims-fjellet. Busett austpå, men med sambuar som tek vidareutdanning i Begen i form av vekes-samlingar denne vinteren, har det blitt uvanleg mange vestlandsveker. Og arbeidet mitt kan eg ta med meg.

På andre sida av fjorden ligg Furneset. Herifrå kom Lars Larsen Furenes.

Snart passerar eg Bolstad. Ikkje det at eg er kjend her, men sidan morfaren min tenestegjorde som dreng i sin tidlige ungdom i Geilane, noko som han likte å fortelja om på sine gamle dagar, er eg likevel litt kjend. Og syskenbarnet hans, dikar Olav Nygard, bygde seg eit hus her på Horvei, hjå kollega Knut. Dei dreiv med høns i lag for å få pengar til mat so dei kunne skriva.

Større versjon av kartet her.
No set eg imidlertid i andre tankar, og tenkjer på korleis det gjekk med Ole Olsen frå Fyre her ved Bolstad som drog til "det lova landet" i 1861. Og korleis det gjekk Lars Larsen Furenes.

Om litt kjem eg opp i vestenden av Evangervatnet og passerar Hjørnevik. Husa ligg der i myrkret. Kven bur her no? Kven som budde her i 1972 har eg nett lese om. Og om nokre av dei som budde her i 1850-åra og som drog herifå ut i den store verda for å finna sin skjebne der.

Eg kom over ei bok skreven av ei norsk-ætta jent født og oppvaksen i Amerika, Deb Nelson Gourley. I boka "Astri, my Astri", fortel ho spanande og fasinerande historiar om sine norske røter, og ikkje minst historiar om korleis ho har funne fram til forfedrane sine. Tipp-tipp oldefaren hennar utvandra frå Hjørnevik rundt 1861, saman med andre sambygdingar frå Bolstad, Rasdalen, Evanger, Teigdalen og Eksingedalen. Dei heldt nok litt i hop i det nye landet og, desse sambygdingane.

I historien "Du er ein Hjørnevik, men kven er du?" fortel ho den fasinerande historien om korlei ho over hundre år seinare kjem til slekta på Hjørnevik som den første "heimatt vendte". Med seg i bagasjen har ho også eitt leitt bodskap: om at dei som drog blei myrda.

24. august 1862 blei mor og far til det to år gamle barnet Johannes Hjørnevik drepne av Sioux indianarar. Det vesle barnet overlevde der det låg inntil den døde mora. Den foreldrelause Johannes blei tatt hånd om av familien Lars Nilson Ekse. Seinare gifte Johannes seg med ei Ekses jente, Ingeborg Nilsdatter Ekse, dotter av Nils Nilson Ekse, og dei blei etter kvart tipp-olde-foreldra til Deb. Nils Nilson Ekse f. 1835 var bror til min tipp-oldefar Jon Nilson Ekse f. 1822 (så Deb's tipp-tipp-tipp er min tipp-tipp).

Denne augstdagen i 1862 var det fleire frå bygdene eg no kjøyrer gjennom som måtte lata livet. Folk frå Fyre, frå Hjørnevik, frå Mestad og Langeland i Teigdalen, og frå Ekse i Eksingedalen.

Det er blitt natt før eg startar opp att den kalde bilen i tunet på Trefall. Det er byrja å snøa og blåsa. Det var isete veg over Nesheimsfjelletr då eg kom over tidligare på kveld, so no er eg litt bekymra for om eg kjem meg opp Nesheimslia med nysnjo oppå isen. Eg burde nok køyrt tidligare. Men kvelden har gått fort. Og praten gått om mangt. Ogso om Amerika fararar. Mor fortel om tanta til mor hennar, Agate Lavik som drog i 1904, at ho var på besøk i gamlelandet i 1954, og at ho då ogso var på Trefall ein tur. Far fortel at han hugsa at mor hans og Vetlen på Ekse ein gong snakk om at det ikkje alltid gjekk so bra for dei som drog. Men han hugsar ikkje detaljar frå det som blei sagt. So det er uvisst om dei i gamlelandet visste om den dramatiske hendingar då Johannes Knutson Ekse f. 1833, bror til ein annan tipp-oldefari, Jon Knutson Ekse f. 1819, blei drepen av indianarane.

Garden Ekse i Eksingedalen som Johannes Knutson Ekse kom frå.
Sjølv om føra er glatt, svingar eg oppover dalen. Oppå Hagaleite ser eg uteljosa heime på Ekse, staden Johannes kom frå. Eg kjøyrer opp i tunet på Gullbrå og snur. På tilbaketuren forbi Ekse stoppar eg opp og ser opp mot garden Johannes vaks opp. Drepen 24. august 1862 i huset til Ole Fyre, i den frodige og vakre Des Moines dalen i Jackson County, Minnesota, USA, der han og familien hadde starta "det nye liv", noko som i starten ogso kunne sjå ut som "det gode liv". Alfred bur no på garden, på bruk 2, Ekse, Eksingedalen, Norge. Johannes var bror til Alfred sin oldefar Jon Knutson, min tipp. Husa ligg myrke, og snødrevet har auka på.

Nei eg må koma meg vidare. I dei skarpaste svingane opp Nesheimsliad er det so vidt eg greier å halda farten oppe. Hjula ligg og spinn på isen med nysnjo oppå. Men opp kjem eg, og Brekkhuslida ned går det greit berre eg tek det med ro. Vel nede i Teigdalen passerar eg snart husa på Langeland. Her er og berre uteljosa på no. Knut Langeland som kom herifrå miste kone, to døtre og to søner 24. august 1862. Eg skimtar dei lange flate bøane utetter. Dei blei for små til å fostra alle som vaks opp her, nokon måtte finn andre stadar å livnæra seg. Om litt passerar eg gjennom tunet på Mestad, Knut Mestad og kona Brita vart og drepne.

På Evanger kjem eg inn på stamvegen og svigar til høgre vestover mot Bergen, snart passerar eg igjen Hjørnevik Billyktene lyser inn i ein kvit vegg av snøføyke. Eg må blenda ned for i det heile å sjå noko. Turen vidare mot Stanghelle går endå seinare.

Nokre dagar etter kjøyrer eg same vegen No ligg naturen bada i sol. Vinden stilna før siste snjoen la seg, og skog og fjell ligg der som i eit vintereventyr-land det kan væra vanskeleg å forstå at nokon kunne forlata. Denne gongen må eg kjøra rett fram når eg passerar Evanger, der skiltet med "Eksingedalen" pekar nordover inn til venstre. For no bær ferda mot Voss og vidare austover. Slik er det når ein har "utvandra".


Johannes Jørnevik & Ingeborg Ekse Jørnevik

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

Krigen mot Siouxene

Krigen mot Siouxene, Nordmenn mot indianere 1862-1863 (Haugen bok)
av Karl Jakob Skarstein, Spartacus Forlag 2005.


Karl Jakob Skarstein har skrive ei bok om Sioux opprøret. Boka hans er ei svært spanande framstelling av Sioux indianarane sin kamp mot nybyggjarane som tok landet frå dei, og tek spesiellt for seg dei hende der nordmenn er involverte. Eit av dei henda er Belmont massakren 24. august 1862, der blant anna Johannes Knutson Ekse blei drepen. Men boka gjev og god bakgrunns informasjon om korleis opprøret grodde fram, og korleis det til slutt blei slått ned.

Bok er vel verd å lesa, og fekk mange gode kritikkar då den kom, slik som eksempelvis denne bokanmeldelsen i Ny Tid.

Om forfattaren gjev meg løyve vil det i ein oppdatert versjon av desse sidene koma eit utdrag av kapittelet som omhandlar det som hende ved elvebreidden til Des Moines elva rett nord for byen Jackson City i Minnesota, USA, denne august dagen i 1862.

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

Fra indianerkrigen i 1862

Kapittelet "Fra indianerkrigen i 1862" frå bladet Vossingen.
Vossingen, nr 3-4 1925
Innleiing ved Kåre Trefall.
Innleiing
I utvandrarbladet Vossingen var det i nr. 2-3 i 1925 ein artikkel om Belmont massakren. Ein av dei overlevande, Ole E. Førde, er ein av hovedkjeldene til artikkele.

Vossingen kom ut i Madison, Wisconsin, og var utgitt av Vossalaget i perioden 1920 til 50, med Knut A. Rene som redaktør. Det er hans initialar vi finn denne artikkelen underteikna med.


Fra indianerkrigen i 1862

En af de forfærdeligste begivenheder i den norsk-amerikanske nybyggersaga var indianeroprøret i 1862, i hvilket et stort antal nybyggere, hvoriblandt mange vossinger, mistet livet. Adskilligt har været fortalt om disse uhyggelige tildragelser, men ikke alt synes at stemme overens, og det hele er vel heller ikke fortalt. Den hændelse, som især gik udover vossingerne fandt sted i Jackson County, Minn. Ikke mindre end 13.14 personer mistede der livet for indianerhaand. Vi blev mindet om dette baade forrige aar paa vossestevnet i Fergus Falls og paa hundreaarsfesten i Tvillingbyerne i sommer, idet en vossing, der som gut spillede en helterolle ved omhandlede anledning, var tilstede paa vore stevner. Denne var Ole F. Førde, der selv blev saaret, og hvis far fandt sin død ved rødhudernes overfald. Vi fik da høre de nærmere omstændigheder om dette fra første haand. Og hvad han havde glemt eller ikke vidste, er vi saa heldige at have paalidelig beretning om fra andet hold. Først skal vi da fortælle lidt om de nybyggere fra Voss, som satte sig til i dette, den gang saakaldte vilde vesten, som Jackson County da var, og vi vil begynde med Førdefamilien.

Ole F. Førde, som vi traf paa vore stevner, var født i Evanger, Voss, i 1851. Hans forældre var Ole O. Fyre (her Førde) født omtrent 1819 og hustru Martha Olsdtr., f. Bolstad. De havde ogsaa en anden søn, Ole O., saa Ole-navnet var fuldt hævdet i familien. Moderen døde tidlig og faderen blev gjengift med Kari Nilsdtr. Horveid. I 1858 drog familien til Amerika og slog sig først til i Big Canoe-settlementet, Winnesheik County, Iowa.

Til Big Canoe kom ogsaa Knut Mestad og hustru Brita, samt Nils K. Ekse og hustru Brytva, f. Mestad og Nils's broder Johannes K. Ekse. Om alle disse kom til Amerika samtidig med Førdefamilien er uvist. Nils Ekse døde kort efter ankomsten til Big Canoe, og hans enke, Brytva, blev gjengift med hans broder Johannes Ekse.

Lars L. Furunæs og hustru Anna kom ogsaa til Big Canoe og de maa regnes blandt vossingerne, da Stamnæs sogn, hvorfra de var, hørte til Voss op imod '60 aarene. Endvidere findes det, at Lars Hjørnevik og hustru var der, tillige Lars Lee, en svoger af Førde, d. æ. og Knut N. Borge, eller som han oftest kaldtes, Knut Langeland. Han var født paa Borge i Haus herred, men begge forældrene var fra Voss. Hans hustru Anna Knutsdtr., f. Bjørgo, var en søster af K. Bjørgo, d. æ. og M. Langelands hustru, Gjertrud, i Big Canoe. Alle de ovennævnte drog til Jackson County og bosatte sig i Belmont Township, nær Des Moines River. Ole Førde med familie, hustru og 4 børn, reiste dertil i 1859. (En søn, Nils, var født der). Han kjøbte en "claim" land af en anden person. Det laa lige ved elven. Knut Mestad og hustru fulgte vistnok med Førde. De bosatte sig et kort stykke fra ham.

Knut Langeland drog derhen i 1860. Han havde hustru og 7 børn. Der var mange andre i samme følge. Der fortelles, at der ikke var mindre end 8 vogne i laget. Om Ekse, Furunæs, Hjørnevik og Lee var med da, eller de var ankomne før, er uvist. Alle bosatte sig et kortere eller længere stykke fra hinanden i en ca. 3 mils omkreds. Førde, Mestad, Ekse og Furunæs maa have boet nærmest hinanden at dømme efter, hvad der senere fulgte.

Borgerkrigen begyndte i 1861 og de krigsdygtige unge mandskaber sendtes til Syden. Indianerne blev da dristige. Hvad der foraarsagede at de brød ud i aabent oprør er vel ikke saa ganske klart. Nok er det, at en bande af dem overfaldt og dræbte endel nybyggere ved Acton, Minn., den 17de august 1862, og den 20de s. m. blev et andet overfald gjort ved New Ulm, en 50.60 mil nord for Jackson settlementet. Rygtet herom naaede dertil snart, men nogen sikker besked havdes ikke. Om torsdagen den 21de kom endel nybyggere sammen til raadslagning, og man besluttede at sende en mand afsted mod New Ulm for at speide og udfinde, hvad der var hændt. En mand paatog sig dette, og der udbetaltes ham 28 dollars for arbeidet. Manden reiste, men man hørte aldrig mere fra ham. Man besluttede ogsaa at bo flere isammen. I Førdes omkreds skulde man samles hos ham i tilfælde af, at indianerne viste sig.

Saa kom søndagen den 24de august, som blev en skjæbnesvanger dag i settlementet. Om natten forud var der 4 familier samlet i Førdes hus. Det var Knut Mestad og hustru, Johannes Ekse med hustru og 5 børn, Lars Furunæs med hustru og barn foruden Førdes egen familie, ham selv med hustru og 5 børn. Om morgenen reiste nogle for at se til sine kreaturer, saaledes Knut Mestad og hustru og vistnok ogsaa Lars Furunæs. Kort efter ankom en flok indianere. De havde da allerede gjæstet Knut Langelands hjem, som vi skal se. Ole Førde, d. æ. gik, uden at ane rødhudernes nærværelse, hen til grisestien. De fik disse øie paa ham og skjød ham ned. Det viste sig, at han havde faaet fem kuglesaar. Saa blev huset omringet. Om dette var der et gjerde og endel af indianerne stillede sig op ved dette. I huset var der 2 døre. Tillige var der en kjælder med nedgang gjennem en luge i stuegulvet. Der var ogsaa et sperreloft, hvortil der førte en trappe. Udenfor huset stod en vogn med paalæsset flyttegods. Man havde nemlig besluttet at reise derfra, saasnart man hørte noget sikkert om indianer-opstanden. Paa vognen var ogsaa en flaske brændevin. Endel af rødhuderne reiste hen og undersøgte vognen. De fandt flasken og gjorde sig tilgode af dens indhold. Dette gav dem, som var i stuen, lidt tid til at ordne sig. Kvinderne med de mange børn tog sin tilflugt til kjelderen, Johannes Ekse, den eneste voksne mand derinde, tog stilling ved den ene dør og den 11.12 aarige gut, Ole F. Førde, stillede sig ved den anden. I stuen var der en 4.5 geværer, som var udleveret af regjeringen for den saakaldte "home guard" (borgerbevæbning). Ole Førde foreslog at de skulde skyde paa indianerne; men Ekse troede ikke, at det vilde nytte noget. Det vilde bare gjøre dem mere barbariske, mente han. Man maatte ogsaa have gjort flere hul i væggene. Det blev da intet af.

Da de øvrige var komne ned i kjælderen begyndte barnet til Anna Furunæs at skrige, og det var uraad at faa det til at tie. Anna sagde da, at hun fik gaa op igjen med det for ikke at røbe de andre, og det gjorde hun. Barnet tiede, da de kom op, og hun forsøgte at gaa ned igjen, ialfald en gang om ikke to, mente Førde. Men det blev det samme. Saasnart de kom i kjælderen begyndte barnet at skrige og da indianerne forberedte sig til at gaa mod døren, forblev hun oppe i stuen. Over lugen blev der slængt en straamadras og det var maaske hun som gjorde det.

Da brændevinsflasken var tømt, gjorde indianerne sig istand til at gaa paa døren. En 4.5 stykker, mente Førde, stillede sig bag hinanden og satte hænderne mod hinandens skuldre og den forreste mod døren. Ved stødet af dem gik døren op, og de styrtede ind. Johannes Ekse, som stod indenfor, sprang da op trappen til sperreloftet Han blev skudt der. Anna Furunæs fandt ogsaa sin død, sandsynligvis skudt; men hendes barn blev ladt ifred. Ole F. Førde løb ud bagdøren, da han saa Ekse springe op trappen. Flere indianere stod langs gjærdet udenfor, sagde han. I gjærdet var en liden aabning, som de pleiede at gaa igjennem, naar de hentede vand. Igjennem dette løb han uden stans og henover stien, som førte til en kilde i elveskraaningen. Indianerne syntes ikke straks at fatte, hvorledes han kom igjennem, og det tog lidt tid før nogen satte efter ham. Da han nærmede sig kanten af elveskraaningen var der en som skjød. Kuglen traf ham i høire albue og knuste albubenet m. m. Han vendte sig og saa da at en som ikke var langt bag ham holdt paa at lade børsen igjen. Armen smertede og blødte skrekkelig, men han kom sig dog uden stans over bakkekanten. Der kastede han sig ned lige ved stien, og straks efter for indianeren forbi ham. Havde han ikke trukket benene til sig itide, saa havde han berørt dem, mente Førde; saa nær var han. Indianeren glante henimod elvekanten langs stien, som laa bortover skraaningen, og anede nok ikke, at han var saa nær. Ole kom sig da bortover i modsat retning og kom ud af syne. Ad en lang omvei søgte han saa at vinde frem til Mestads hjem for at underrette dem. Men da han kom der, var Mestad og hustru allerede reist tilbage til hans eget hjem. De var gaaet sin skjæbne imøde og var skudt paa veien, som det senere viste sig. Ole gav sig da ikke lang tid der; men satte afsted til en farm, hvor der skulde være opbyggelse om søndagen. Mandens navn var Taraldson, troede han (vistnok Holsteins). Derhen var omtrent 3 mil og farmen var paa den anden side af elven. Det var vanskelig at finde et vadested, og han maatte atter gjøre en lang krog paa veien. Han vandt dog endelig frem og kom der netop som man skulde til at synge. Han hørte dem sige nummeret paa salmen. Da saa konen ham komme og sagde det til de andre. Hun mærkede, at hans arm var blodig og omvundet. Der blev da et øiebliks stilhed, til han kom ind og prøvede at fortælle, at indianerne var paa farten. En kone greb ham tankeløst i den saarede arm for at se, hvad den manglede. Hun fik en blodstraale over sig, og et smertesudbrud af Ole gav dem nok forstaaelsen af, hvad det gjaldt. Nu blev der bestyrtelse. Alle sprang til sine kjøregreier for at komme sig bort det snareste de kunde. Endel drog først til sine hjem; men ingen turde stanse mere end høist paakrævet. Man stevnede til Spirit Lake, 26 mil i syd, og enhver syntes nu bare at tænke paa sig selv og sine. Der var ingen som nu mere fandt det paakrævet at bekymre sig endog for deres redningsmand Ole Førde. Først efterat man var komne langt paa vei sydover og ikke saa ham igjen, blev der spurgt efter ham. Han var nemlig blit liggende igjen paa veien og magtede ikke at komme videre. Nogen drog da tilbage for at se efter ham, og de fandt ham efter en stunds søgen. I selskabet var en person som forstod sig lidt paa at forbinde saar. Han skulde være en rømt soldat, sagdes der. Han forbandt nu Oles arm. For dette maatte hans mor siden betale 10 dollars. De kom da alle i behold til Spirit Lake, hvor man fandt beskyttelse. Nu er det at fortælle, hvad der hændte de andre i Førdes hus og naboskab.

Indianerne gav sig først ikke lange stunder paa hvert sted, men drog skyndsomt fra nybygge til nybygge myrdende, hvad de traf paa i farten. Senere kom de tilbage for at plyndre og lemlæste. Fra Ferdes hjem drog de ogsaa snart uden at have opdaget kjælderen. Sandsynligvis har de faaet øie paa Mestadfolket og Lars Furunæs og sat efter dem. Saa drog de vistnok til Østerdølen Knut Slaabakkens hjem. Der var Knuts søn, Anders, og broder Mikkel hjemme. Mikkel blev skudt og døde. Paa Anders blev der ogsaa skudt. Desuden fik han et slag i hovedet og sluttelig et knivstik, og efterladt som død, men han kom til sig igjen, kravlede hen i stalden og lagde sig. Der blev han funden 3 dage senere. Hvad tid Lars Hjørnevigs hjem blev hjemsøgt er uvist. Nok er det at baade han og konen fandt sin død der. Lars Lee kom sig undaf til Spirit Lake.

Da de i Førdes kjælder fandt at alt var stilnet af omkring huset, steg de op, fandt i en fart endel madvarer, nogle penge, som var i huset og drog saa hen i en maisager for at gjemme sig bedre. Da de kom ud af huset, kom Knut Langelands 8-aarige datter, Martha, derhen. Som nævnt foran, havde rødhuderne været i hans hjem først og havde voldt et grueligt hus. Langelands hustru og 4 børn var dræbte. De største var skudt, de mindre slængt i væggen. To til var efterladte som døde. Knut selv var ude paa marken efter kreaturerne. Han hørte skydningen og ilede hjem. Da han kom der var indianerne borte. Han fandt liv i de to af børnene, tog en under hver arm og drog afsted til Spirit Lake. Det ene barn døde paa veien, men det andet kom sig. Den datter som kom til Førdes hus, havde gjemt sig i maisageren. En anden søster havde været med hende, men hun ilede hjem, da indianerne kom og hun blev dræbt. Da indianerne var dragne bort, søgte hun over til Førdes hus, hvor det var aftalt, at man skulde samles. Hun blev da med dem, som kom op af kjælderen. Snart efter at de var komne over i ageren kom rødhuderne tilbage. De døde blev da mishandlet og andet hærværk gjort. Man kunde fra ageren se deres adfærd. Kjælderen blev ogsaa da fundet, og ned i den puttede de nogle smaagrise, blev det fortalt.

Folkene i ageren blev liggende til mørket kom. Saa skulde de da forsøge at finde frem til Spirit Lake. Det blev en besværlig vandring . elleve børn og to kvinder. Anna Furunæs's barn havde de nok ikke kunnet tage med eller troet dødt. Det fandtes 3 dage senere ved siden af moderen, men endnu i live. De var paa vandring hele natten, og da det lysnede gjæmte de sig i det høie græs til mørket kom igjen om kvelden, saa tog de afsted igjen. Det gik sent. Deres mad slap op, og tørsten plagede. For at faa lidt vand tog en kone sit skjørt (nogen siger et lagen) og drog det i det duggede græs, hvorpaa hun vred det over et spand. De kom nok ogsaa paa vildspor. Enden paa vandringen var, at de en morgen traf soldater, men var da saa forskræmte, at de først troede det var rødhuder. Tilslut fandt de dog at det var hjælpere og blev saa tagne til Spirit Lake. Førde mente, at dette var onsdags morgen. Andre har sagt tirsdags morgen.

I Spirit Lake skulde en doktor se til Ole Førdes arm. Han raadede til at armen skulde amputeres, men dette vilde moderen til al lykke ikke. De reiste ganske snart med andre, som overlevede blodbadet, tilbake til Big Canoe. I Decorah fik Førdes arm tilsyn af doktor Billington og den blev bra igjen omend aldrig rigtig sterk. Moderen, Kari Førde, vilde ikke tilbage til ulykkesfarmen i Jackson County og solgte den til en Slaabakken for 150 dollars. En anden modgang hændte dem idet Ole Førde d. æ. før sin død havde laant 800 dollars til en mand ved navn Carter. Hverken mand en eller pengene fik de senere rede paa. Ole F. Førde blev i 1873 gift med Betzy Nilsdatr. Gilderhus. Han tog sig først et "homestead" og drev som jordbruger, siden har han været beskjæftiget ved Great Northern jernbanen, og bor nu i Wyndmere, N. Dak. Han har 7 børn: Martha, Ragnhild, Nellie, Albert, Seward, Oscar og Albin.

Om Knut Langeland er det at fortælle, at han saasnart han havde bragt sin datter til Spirit Lake, tog afsted med en trop soldater tilbage for at se om nogen var ilive og for at begrave de døde. Siden kom han igjen til Big Canoe settlementet og var der til i 1870 aarene, da han flyttede til Watouwan County, Minn., hvor han forblev til sin død og boede hos datteren Julia - den han bar til Spirit Lake. Hun overvandt aldrig rigtig det slag, hun fik af rødhuderne. Datteren Martha blev gift med en Sivertson og har boet i Westbrook, Minn. Hun har 6 børn. Furunæs's barn vokste op hos Jacob Ekse i Big Canoe, og har senere boet ved Blackhammer, Spring Grove, Minn. De to kvinder, som var med sine børn i kjælderen, holdt det altid som en Guds tilskikkelse, at dette barn ikke vilde være iro i kjælderen og derved frelste alle de andre.

K. A. R.

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

Indianerkrigen 1862

Frå boka
Den sidste folkevandring : Sagastubber fra nybyggerlivet i Amerika
av Hjalmar Rued Holand, utgoven i 1930.
Her kapptel XVII: "Indianerkrigen i 1862",
lagt ut av Nasjonalbiblioteket på deira utvandrings sider Det løfterike landet.


Indianerkrigen 1862

De vemodigste minder i Amerikas historie er de, som er knyttet til indianernes tilbaketrængen og utryddelse. For bare et par hundrede aar siden var indianerne de stolte besiddere av verdens frugtbareste kontinent, store og sterke som faa andre mennesker, lykkelige i nydelsen av naturens overflod, og med en fortid fuld av stolte minder.

Men de hvite kom med sin griskhet efter guld og sin uransagelige underfundighet. Og de brukte søte, listige overtalelser for at faa indianerne til at gi dem sit land. Hvor dette ikke hjalp, brukte de krutt og kuler. Men mest virkningsfuld var deres deilige, giftige whisky. Før de hvite kom, visste ikke indianerne, hvad berusende drikke var. Deres drik var himmelens rene vand, og da var de sterke. Men bedaaret av de hvite mænds ildvand blev indianerne dorske og motløse, likegyldige for sin stammes storhet, og higet kun efter mere whisky og mere penger til at kjøpe den. Og de underskrev den ene uværdige traktat efter den anden med de hvite, hvorved de avstod store vidder av sit deilige land. millioner av acre, for nogen lumpne tusen daler. Disse traktater, den ene efter den anden, blev brutt av de hvite, som kun tænkte paa at erobre landet, og ofte betragtet betalingen som en gave. Der er snesevis av disse traktater i regjeringens bøker i Washington, hvorav, indtil i de sidste aar, næsten ingen har været ærlig overholdt av de hvite.

Nu har den hvite mand tat indianernes gamle jagtmarker i besiddelse og bygget og befæstet dette land med jernbaner og telegraf paa kryds og tvers, med tusen store byer og millioner av rike hjem - men det meste av det er frugter av røvet gods.

Men indianerne? Bedaaret av alkohol, overlistet og underkuet, er de trængt længere og længere tilbake, til de nu sitter ensomme og dystre paa fjerne, golde reservationer, vemodig beskuende sin historie siden de hvite mænd kom - en historie som fortæller om en langsom utryddelseskrig som sandsynligvis vil slutte med racens fuldstændige tilintetgjøreise. Snart blir ikke mere igjen efter indianerne end de melodiske navn hvormed amerikanske floder og fjeld, byer og stater er opkaldt; de vil altid minde om de røde mænds forurettelse.

Det var et par av disse traktater, som den amerikanske regjering ikke opfyldte, som var aarsak til indianerkrigen i 1862-1865. Det anslaaes, at omkring 600 nybyggere mistet livet i denne krig foruten mange soldater. Der var flere hundrede norske i begge disse klasser.

En av de djerveste indianerstammer var Sioux-indianerne, [1] som raadde over landet mellem Mississippifloden og Montana. Det var et mandig og dristig folk, hærdet i lidelser og taalmodig i prøvelser. De var høisindet og trofaste mot sine venner, men listige og grusomme som djævler, naar de følte sig sveket. Som de gamle israeliter krævet de tand for tand og øie for øie.

I 1851 blev to traktater undertegnet hvorved sioux-indianerne overdrog 30,000,000 acre utmerket akerland i Minnesota, Iowa og Dakota til regjeringen. Ifølge denne overenskomst skulde Sisseton og Wahpeton stammerne faa en sum av $ 1,665,000. Herav skulde $ 275,000 betales i kontanter ved forflytningen til reservationen langs den øvre del av Minnesotafloden. $ 30,000 skulde anvendes til at pløie landet, bygge skoler og møller, o. s. v. Resten av kjøpesummen, $ 1,360,000, skulde anbringes for 50 aar til 5 procent renter, og disse rentepenger, $ 68,000, skulde betales aarlig. Efter 50 aar skulde grundkapitalen, $ 1,360,000, falde tilbake til regjeringen.

Medewayankton og Wapakota stammerne skulde faa $ 220,000 ved deres forflytning, $ 30,000 i arbeide paa landet og $ 58,000 aarlig for 50 aar.

Mot disse løfter overdrog indianerne ikke mindre end 30,000,000 acre land, eller næsten 6 ganger saa stort et areal som hele Danmark. Disse uhyre vidder hadde fra umindelige tider været sioux-indianernes jagtmark, og de hadde holdt og forsvart den mot mange fiendtlige angrep. Men den hvite mand kom til deres tingbaal og røkte fredspipen med dem. Han ønsket at kjøpe disse jagtmarker og tilbød dem penger - summer som forekom dem umaatelig store. Med disse penger kunde de kjøpe sig mat og behøvde ikke at stole paa jagten. En efter en gik høvdingerne frem til bordet hvor traktaten laa, rørte ved pennen og sa "washta" - godt.

Men samtidig underskrev høvdingerne et andet papir som bragte med sig de værste følger. Hist og her utover vidderne hadde dristige handelsmænd bygget sig butikker, hvor de handlet med indianerne. Til disse saakaldte indian traders bragte indianerne sine skindvarer og byttet dem for ammunition, klær, proviant og andre fornødenheter. De fleste av disse traders var samvittighetsløse kjeltringer som ikke sparte nogen anledning til at bedra de troskyldige rødhuder. Som oftest fik de ved hjælp av nogen drammer narret indianerne til at kjøpe langt mere end de hadde evne til at betale for. Paa den maate stod indianerne altid i gjæld til dem, og de maatte anstrenge sig til det ytterste med at bringe ind store oplag av skindvarer for at holde kreditten god.

Nu da indianerne skulde faa en masse penger fra regjeringen, saa disse traders en anledning til at berike sig i en hast. De opsatte et dokument, hvori indianerne erkjendte sig at staa i gjeld til disse traders for visse nævnte summer og hvori de bemyndiger regjeringen til at betale denne gjeld ut av de penger som de skulde motta. Det var ikke smaasummer som her blev nævnt. Det dreiet sig om fra 10,000 op til 100,000 dollars, og alt i alt beløp de sig til netop de 400,000 dollars som indianerne skulde motta fra regjeringen i kontante penger. Saasnart høvdingerne gik op til bordet og underskrev regjeringstraktaten blev de trukket tilside til et andet bord, hvor det infame gjeldsbevis laa færdig til underskrift. Ingen forklaring blev git om indholdet, og indianerne, uvant med slike affærer, trodde, at det var en del av regjeringens traktat, og satte ogsaa sine merker under dette.

De reiste nu hjem glade som barn ved tanken om at de snart skulde faa en masse kontante penger at rutte med. Men to aar efterpaa, da pengerne tilsidst kom, fandt indianerne til sin store bestyrtelse at de var bedraget: Deres penger blev betalt til handelsmændene og de fik ikke se en skilling av dem. Delegationer blev sendt til St. Paul og til Washington for at protestere mot dette. Indianerne indrømmet at de stod i gjeld til handelsmændene, men paastod, at gjelden var ubetydelig, og krævde ret til selv at betale den. Men regjeringens stormodige mellemmænd som hadde sine procenter fra handelsmændene vilde ikke besværes med det. Indianerne hadde skriftlig erkjendt sin gjeld og dermed blev det.

Man skulde vente at indianerne hadde hevnet sig paa handelsmændene, men det blev ikke gjort. Vestens vilde mænd som før saa stolt hadde klart sig selv var nu blit saa avhængig av disse krambus-igler, at de ikke kunde være dem foruten, skjønt de hatet dem inderlig.

Slik gik det aar efter aar. Handelsmændene var altid slue nok til at opfinde nye maater, hvorpaa de med et skin av ret kunde faa fat paa de rentepenger som hver sommer blev utbetalt. Ved at bestikke regjeringens lokale funktionærer lot dette sig gjøre. Naar indianerne ved betalingstiden samlet sig ved agenturet, fik de kun den ærgrelse at se næsten alle deres penger utbetalt til handelsmændene.

Aaret 1861 var meget uheldig for indianerne. Deres avlinger mislykkedes fuldstændig og det var med nød og neppe, at de holdt sig i live gjennem den følgende vinter. Da vaaren kom og handelsmændene fik nye forsyninger, forsøkte indianerne at kjøpe hvad de mest trængte, men blev negtet kredit indtil deres penger kom. I juni maaned, da deres betalinger pleide at komme, samledes mange hundrede indianere ved agenturet, men baade juni og juli gik hen uten at pengene kom. Gang paa gang kom indianerne til agenten og missionærerne og klaget sin nød. "Vil du ikke spørre den store far i Washington, hvad der er blit av vore penger, " sa høvdingen Wabasha til biskop Whipple. "Han vil ikke lyve for os. Hvite mænd vil ikke ha en løgner som sin største høvding. Han sa han vilde sende pengene - mange kasser. Vi er trængende og I har overflod. Vore kvinder gaar nøkne og vore barn klynker forgjæves efter den mat som er lovt dem. Kanske han har sendt pengene, men jernhesten som trækker de store vogner gaar saa fort, at de kan være faldt av paa veien. Si ham vi er fattige og be ham undersøke."

En del av betalingen bestod hvert aar i matvarer, og agenturet huset vældige oplag av proviant som tilhørte indianerne. Regjeringens agent negtet dog at utdele disse varer indtil pengene skulde komme, da det var en gammel skik at gjøre alle utdelinger paa samme tid. Som en forstokket byraapedant kunde han naturligvis ikke lempe sig efter omstændigheterne. Forbitret over at gaa sultne dag efter dag mens agenturet var fuldt av varer som tilhørte dem, stormet tilsidst indianerne ind i bygningen [2] for at ta med magt hvad de eide med ret. Men netop da ankom en større trop soldater med kanoner. Disse blev hurtig stillet ved døren og plyndringen ophørte.

Slik gik tiden hen i den værste elendighet for indianerne indtil den 15de august. Det syntes for dem som om regjeringens agent og handelsmændene gjorde fælles forsøk paa at sulte dem ihjel. Den 15de august gik flere hundrede indianere med høvdingen Little Crow (Den Lille Kraake) i spidsen til agenten ved det nedre agentur og bad ham bruke sin indflydelse hos de fire tilstedeværende handelsmænd, saa at de kunde faa kjøpt mat. "Vi har ventet længe," sa høvdingen. "Pengene er vore, men vi faar dem ikke. Vi har ingen mat, men her er disse handelsboder fulde av mat. Vi ber at du, regjeringens agent, gjør et arrangement med handelsmændene, saa at vi kan faa mat fra dem. Hvis ikke maa vi ta vor egen maate at frelse os fra at sulte ihjel. Naar folk er sultne hjælper de sig selv." Forskrækket over denne dulgte trudsel vendte agenten sig da til handelsmændene og spurte hvad de vilde gjøre. De holdt raad, hvorpaa en av dem sa: "Hvadsomhelst Myrick gjør, det vil vi gjøre." Agenten henvendte sig da til Myrick, og denne sa med hjerteløs foragt: "Er indianerne sultne, saa la dem spise græs; det skjeller mig ikke."

Da indianerne hørte dette brutale avslag paa deres bøn, utstøtte de vilde skrik av forbitrelse, men høvdingen befalte dem at være stille og førte dem alle bort. Andre høvdinger blev nu budsendt og planer blev i al stilhet lagt til at begynde krig. Indianerne syntes det var det eneste de kunde gjøre. De var blit bedraget og holdt for nar. Bedre en død paa krigsstien end at taale slike ydmygelser. De hadde git de hvite sit ultimatum, la nu krigen avgjøre utfaldet.

Tre dager senere reiste indianerne sig i al sin vildhet for at drive de bedragerske blekansigter tilbake til Østen. [3] En av de første til at bli dræpt var handelsmanden Myrick. Da han blev fundet var hans mund stappet fuld av græs. Indianerne gav ham litt av den mat han hadde anbefalt til dem.

Den samme dag ankom til den nærmeste fæstning 13 mil derifra de længe ventede penger - 71000 daler i guld. Men da laa omkring et hundrede hvite døde paa marken. Var pengene kommet en dag tidligere, vilde vistnok ingen indianeropstand ha fundet sted. Men med den slendrian som synes at herske i alle høiere kontorer var man i hovedstaden flere maaneder forsinket, og en 6-800 uskyldige mennesker maatte bøte med livet for et udygtig regjeringsbyraas synder.

En upartisk historisk dom vil vistnok indrømme, at indianerne hadde gyldig grund til at gripe til vaaben. Men det sørgelige var, at deres hevn rammet ikke de udygtige byraachefer, rænkefulde agenter og tyvagtige handelsmænd. Istedetfor dem var det de strævsomme, uskyldige nybyggere som hadde bosat sig paa det gamle indianerland som maatte undgjælde. Blandt sioux-indianerne, som blandt alle andre folk, var der mange kujoner og kjeltringer som regnet ut, at det vilde være mindre farefuldt og mere at plyndre ved at fare ut mot de spredte nybyggere end at møte regjeringens øvede tropper i kamp. De var de værste utskudd i stammen, og det var disse, som pludselig og skrækkelig myrdet nybyggerne. I en ukes tid hadde de sværmet over et snes counties og nedslagtett omtrent 5-600 nybyggere.

Imidlertid samlet Little Crow sine tropper ved agenturet paa reservationen, og straks begynte en række slag, i hvilke mandefaldet i forhold til de kjæmpendes antal var meget stort. Regjeringen hadde en række fæstninger utover vidderne; men da garnisonerne var smaa, var de ikke sterke nok til at møte indianerne paa like fot. Disse tropper kjæmpet som helter; men i den første maaned hadde indianerne overtaket. Blandt disse tropper var ganske mange norske, som man kan se av navnene paa de forskjellige mindestøtter som er reist til de faldnes ære.

Det værste slag stod ved New Ulm, den eneste betydelige by ut paa prærien. Den hadde en befolkning paa omkring 600 mennesker foruten et par tusen flygtninger fra settlementerne rundt omkring. Disse var for det meste uten skytevaaben. Blandt disse flygtninger var mange norske, da et norsk settlement var begyndt straks søndenfor byen. Little Crow angrep byen med 650 erfarne krigere, og det saa ut, som om det skulde bli et fryktelig blodbad. Indianerne satte ild paa det ene hus efter det andet, indtil kun 30 av de 150 hus stod igjen. I disse 30 hus var omkring 2000 mænd, kvinder og barn sammenstuvet. Ni speidere forsøkte at trænge gjennom indianernes rækker for om mulig at hente hjelp; men de blev alle dræpt og skalpert strakt utenfor byen. Blandt disse ni hælter var fire norske: Ole Olsen, Nils Olsen, Thor Olsen og Jon Thompson. Ingen vet nu, hvor de var fra i Norge, men deres beskedne navn staar paa mindestøtten i New Ulm.

Da stillingen var fuldstændig fortvilet, ikke alene paa grund av indianernes kuler, men ogsaa paa grund av hungersnød og ildebrand, besluttet omkring 100 mand at gjøre et sidste utfald mot fienden. Skulder mot skulder gik de frem som rasende berserker, faldt over indianerne med fuldstændig raseri og dræpte saa mange, at indianerne tænkte de ikke kjæmpet med mennesker men mot onde aander. Skrækslagne kastet de sine vaaben og flygtet utenfor skudvidde. Da lastet nybyggerne sine kvinder og barn og saarede mænd paa 153 vogner, hvorpaa de 2000 utplyndrede mennesker drog avsted til Mankato 30 mil længere øst - et utarmet og jammerfuldt tog. Her blev de møtt av regjeringens tropper.

Krigen fortsatte nu med vekslende held indtil 20de september. Da stod et slag ved Wood Lake i Yellow Medicine County, hvor der nu er et meget stort norsk settlement. Dette var det første slag, i hvilket regjeringen hadde nok tropper samlet, idet general Sibley hadde 2000 mand foruten mange kanoner. Little Crow hadde sendt de fleste av sine tropper nordover for at beleire Fort Abercrombie, og han hadde derfor kun 500 krigere. Han besluttet allikevel at kjæmpe, men overmagten og kanonerne var ham for sterke, og han led et stort nederlag. Indianerne hadde indtil denne tid trodd at omtrent alle regjeringens tropper og kanoner var nede paa sydens slagmarker, og de blev derfor midlertidig rent overvældet ved at støte mot denne overmagt. Underhandlinger blev begyndt og avsluttet med den følge, at sioux-indianerne kom ind fra en vid omkreds og overgav sig uten betingelse, 1500 i tallet, samt ogsaa over 200 fanger. Little Crow og mange av hans bedste krigere hadde imidlertid flygtet. 200 hvite piker og voksne kvinder, hvorav omtrent det halve antal var norske og svenske, som indianerne hadde tat tilfange blandt nybyggerne, blev her løslatt, efterat ha utstaat de værste krænkelser og lidelser. Den følgende beskrivelse er hentet fra en rapport av general Sibley:

"Fra teltene kom meget mere end 200 ganske unge piker og voksne kvinder, av hvilke de fleste hadde saa knap paaklædning, at de neppe kunde skjule sin nøkenhet. Paa mange hang kun et enkelt, ofte sønderrevet klæsstykke, mens barmhjertige indianerkvinder hadde forsynt andre med enkelte forrevne og usle klæsstykker, der alene kunde gjøre midlertidig nytte. En slettere klædd og mere elendig gruppe av civiliserte væsener kan indbildningskraften ikke fremstille.

Nogen gik frem med stive øine og sløvt blik, som om sindslidelserne hadde drevet dem til avsindighet. Paa andre virket reaktionen saa sterkt, at de faldt i fortvilelse ved tanken paa, hvad der var overgaat dem, og de følte sig som aldeles tilintetgjort. Nogen satte sig med et stivt, stirrende blik, mens andre kastet sig ned i den vildeste graat og jammer.

En større del av de stakkars skapninger styrtet vildt hen til det sted hvor jeg stod med mine officerer, trykket sig ind til os og bønfaldt os om ikke at la de røde djævle atter faa dem i sin magt. Jeg gjorde alt hvad jeg kunde for at berolige dem og forsikret dem gang paa gang om, at de nu var i frihet, hos venner, og at deres forfærdelige lidelser nu var tilende.

Mange blev hysteriske og faldt i konvulsioner. Latter og taarer blandet sig, som om de ikke ganske formaadde at overbevise sig om, at de nu var i befriernes hænder. De som hadde det mest tiltrækkende ydre var blit git til utvalgte krigere. De andre, hjælpeløse som de var, var overlatt til den vilde masses fornøielse, hvis brutale paagaaenhet og vold det er oprørende at forestille sig og umulig at beskrive. "

General Sibley nedsatte straks en krigsret, og 303 indianere blev dømt til at dø ved hængning.

Da efterretning om denne domfældelse naadde øststaterne, blev folk der, som ikke selv hadde været utsat for indianernes grusomhet, oprørt over tanken om en slik massehenrettelse. Præsident Lincoln blev sterkt paavirket, og alle undtagen 38 blev benaadet.

Paa en kold vinterdag den 26de december 1862 besteg 38 mørke og trodsige skikkelser samtidig skafottet i Mankato. Med repet om halsen og blikket vendt mot deres hjem i vesten sang de i dype strupetoner sin sørgelige dødssang. Haand i haand paa den store faldlem gik de samtidig ind i evigheten.

Myndigheterne trodde, at opstanden hermed var bilagt, og sendte jublende telegrammer omkring i landet om det raske og heldige utfald. Mange av nybyggerne vendte derfor tilbake til sine ødelagte hjem. Men vaaren 1863 var nye flokker av indianere igjen paa krigsstien, trængte frem til de østlige countier i Minnesota og dræpte mange. I Brown og Watonwan County blev flere norske dræpt eller tat tilfange. Nu maatte igjen tropperne avsted, og flere aar gik hen før de blev færdige. Skjønt de næsten altid vandt i fegtningen, møtte de litt længere mot nordvest en større armé, og hele tre aar gik hen, før de mange hundrede mil mot nordvest fik bugt med indianerne. I dette lange felttog var flere hundrede norske frivillige. Saaledes var der ikke mindre end 22 fra et litet norsk settlement i Clay County, Syd Dakota.

Men fjernt borte i Wisconsins settlementer sat nødlidende og mismodige flygtninger. De maatte ta tilflugt i forlatte jordkjeldere og gisne uthus og tænkte paa sine kjære hjem, som nu laa i aske. Deres barn skrek efter melk, og de tænkte paa sine herreløse kreaturer som vel hadde sultet ihjel under vinterens stormer. De maatte ydmygt be om arbeide uten anden løn end maten, og de tænkte paa deres fagre jorder derute i Minnesotas herlige landskap, hvor de selv hadde været herrer og glade nvbyggere.

Men blandt alle disse utallige smaa settlementer, hvor indianerne hadde herjet og dræpt, var der ett hvor folk ikke flygtet. Ogsaa de hadde hørt indianernes frygtelige krigshyl og set deres naboer falde i døden; men de blev sittende, hvor de var uten naboer i tre lange aar. Slik standhaftighet er heltut enestaaende. Dette var nede paa Iowagrænsen i et litet settlement som strakte sig langs Des Moines elven.

Dernede paa Iowa-siden av stats-grænsen ligger en liten indsjø ved navn Spirit Lake (Aandernes sjø). I nærheten av denne samt 15 mil nordenfor, ved Jackson, Minn. blev der allerede i 1856 grundet et settlement av amerikanere og norske. Den næste vaar blev disse to enslige nybygder overfaldt av en rovlysten indianerbande, og 40 mennesker - næsten alle de hvite nybyggere - blev dræpt og lemlæstet.

Da dette var det første større blodbad av indianerne i vesten, vakte det stor opsigt. Det hadde to helt forskjellige resultater. De fleste nybyggere som tænkte at friste lykken i vesten, blev saa skræmt av denne frygtelige tildragelse, at de besluttet at søke sine hjem saa fjernt som mulig fra denne sjø med det ominøse navn. Men de samme beretninger som fortalte om myrderiet, berettet ogsaa meget om det deilige, frugtbare landskap derute. Paa den maate var det mange som for første gang fik høre om det nordvestre Iowas uovertræffelige jordsmon. Blandt disse var en del av de mere behjertede som besluttet, at netop der vilde de vælge sit land.

Saaledes var det at Anders Olsen Slaabakken fra Tolgen i Østerdalen allerede i 1858 kom til Des Moines-elven nordenfor den senere by Jackson. Mange andre østerdøler, hallinger og vossinger kom efter ham, og snart strakte settlementet sig en 20 mil langs elvens skogbelte fra Jackson til den nuværende by Estherville i Iowa.

Paa grund av indianeroverfaldet der paa stedet en 3-4 aar tidligere, følte folk at det endnu var usikkert i disse omgivelser. De fik sig derfor tilsendt nogen børser og ammunition fra guvernøren i St. Paul og hadde eksersis hver lørdag eftermiddag paa forskjellige steder. Imidlertid syntes indianerne at ha slaat sig til ro. Da saa regjeringen utsendte oprop om frivillige til tjeneste i borgerkrigen, drog ikke mindre end 22 norske mænd fra dette settlement avsted for at kjæmpe i syden for sit nye land.

Den 20de august 1862 kom rygtet om at indianerne var paa krigsstien igjen, og at de hadde myrdet et hundrede mennesker ved New Ulm, 60 mil længere nordvest. Man flyttet derfor sammen en 2-3 familier i hvert hus til fælles værn.

Den næste søndag, den 24de august, var mange av nybyggerne forsamlet i huset til Halstein Olsen til et opbyggelsesmøte. Hans kone hadde en vakker sangstemme, og hun hadde netop sunget, bløtt og inderlig, det gamle salmevers:


"Ak, vidste du som gaar i syndens lænker,
Hvor haardt det er det satans slaveri!
Du vilde dig ei øieblik betænke,
At søge den som dig kan sætte fri."


Da sprang pludselig døren op, og ind styrtet en halvvoksen søn av Ole Førde. Han gispet og hikstet: "Skynd dere; fly!" skrek han, "indianerne er over os!" Han strøk skjortearmen tilbake, og da saa de blodet pible frem under et klodset omslag paa overarmen.

Som forstenet av skræk sat forsamlingen et øieblik. Da fattet de sig og styrtet til sine hjem for at redde sig og sine. Men til dette blev der ikke tid; ti i et nu var indianerne over dem. Da fulgte en fortvilet og magtløs kamp med blotte næver mot indianernes stridsøkser og blanke kniver. Kvindernes hjerteskjærende bønneskrik blandet sig med indianernes vilde hyl, og smaabarns hjerneskaller knustes mot træstammerne.

De norske som her blev dræpt var Ole O. Førde, Johannes K. Ekse, Mikkel O. Slaabakken, Knut og Brita Midtstad, Lars og Anna Furunes, Anna Langeland samt hendes barn, Anna, Aagot, Nikolai og Knut.

Den næste dag samlet alle de gjenlevende sig ved posthuset i Jackson. Her blev det besluttet at dra sydover til Estherville og varsle nybyggerne der. Sent paa dagen drog de alle avsted tilfots, og kom gjennem nattens mørke frem til Estherville, en 20 mil borte. Tidlig den næste dag kom de dit og blev indkvartert i skolehuset. Her paa gulvet fandt de utmattede nybyggere midlertidig lise fra sin sorg og elendighet i søvn.

Længe blev de dog ikke liggende der. Allerede samme dag blev et kompani av omegnens mænd organisert, og den næste dag drog de nordover igjen. Først blev dog alle kvinder og barn flyttet ind til "byen" og der indkvartert i skolehuset og de to smaa hus som utgjorde byen. Her laa de sammenstuvet en hel uke. Det var frygtelig trangt om nætterne, men om dagen arbeidet baade unge og gamle paa at sætte op en palissade av træstammer rundt de tre hus til beskyttelse i et mulig overfald.

Imidlertid var mandfolkene reist nordover til Slaabakkensettlementet nordover Jackson. Her fandt de 12 døde samt 2 saarede. Den ene av disse døde straks efter. Den anden var en gut ved navn Anders, søn av Knut Slaabakken. Han var to ganger skutt av indianerne, fik derpaa et knivstik i siden og endelig et slag i hodet. Han kom senere til bevissthet og krøp til et vandspring, hvor han fik litt at drikke. Derpaa slæpte han sig til hjemmet i haab om at finde hjælp eller noget at spise, men her var alting ødelagt. Han slæpte sig da til stalden og væltet sig op i en krybbe. Her laa han fra søndag til onsdag i de største lidelser. Da blev han fundet av mændene fra Estherville og ført hjem med dem. Han blev senere frisk igjen.

Da nybyggerne ved Jackson kom tilbake fra sin redningsmission, fandt de sine kreaturer bortdrevne og sine hjem og sine grønstakker nedbrændt. De fik ogsaa høre, at den nærmeste betydelige by, New Ulm, hadde utstaat to betydelige slag, hvorunder hele byen var nedbrændt og alle byens folk bortreist. Da de saaledes var foruten baade hjem, mat og kreaturer, besluttet de at reise østover til Winneshiek County.

Men Estherville-folkene flygtet ikke. De hadde endnu sine hjem, og dem vilde de forsvare saa længe som mulig. Efter en ukes trang og ophidsende tilværelse i sin skrøpelige fæstning i "byen" flyttet de norske der tilbake til sine hjem, og der forblev de. Men i lang tid var det et angstfuldt liv. Hver gang de saa utover prærien, syntes de at se noget mistænkelig røre sig, og de frygtet da for et nyt overfald. Ofte vaagnet de om natten ved at høre vinden suse rundt husene, og de ventet hvert øieblik at høre indianernes frygtelige krigshyl. Gamle Birgit Bomberud, en resolut gammel hallingkone, gik altid med en skarpslepen slagterkniv i haanden, færdig til at kjøre den ind i livet paa den første indianer som viste sig.



Noter:
1 Uttalt su.
2 Der var to agenturer i dalen 30 mil fra hinanden. Dette var det øvre ved Yellow Medicine River.
3 Mange beretninger om denne krig har været skrevet med mange forskjellige versioner om detaljerne.
Den bedste og mest fuldstændige findes i prof. W. W. Folwells udmerkede History of Minnesota, II, s. 109-302.

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]


Copyright © kaare@trefall.com 2004-2019 (pgp)
Sist oppdatert 17. august 2019

[nytt]

Vest:
heim
andre stadar
Kvitanosi
Amerika

stølen
andre stølar

Gjestebok
Eksingedalen
[lenkjer]

Aust:
Glitregata 4
Kongsbergværet

e-brev:
kaare@trefall.com
ohaldis@trefall.com

>>