[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]

Fra indianerkrigen i 1862

Kapittelet "Fra indianerkrigen i 1862" frå bladet Vossingen.
Vossingen, nr 3-4 1925
Innleiing ved Kåre Trefall.
Innleiing
I utvandrarbladet Vossingen var det i nr. 2-3 i 1925 ein artikkel om Belmont massakren. Ein av dei overlevande, Ole E. Førde, er ein av hovedkjeldene til artikkele.

Vossingen kom ut i Madison, Wisconsin, og var utgitt av Vossalaget i perioden 1920 til 50, med Knut A. Rene som redaktør. Det er hans initialar vi finn denne artikkelen underteikna med.


Fra indianerkrigen i 1862

En af de forfærdeligste begivenheder i den norsk-amerikanske nybyggersaga var indianeroprøret i 1862, i hvilket et stort antal nybyggere, hvoriblandt mange vossinger, mistet livet. Adskilligt har været fortalt om disse uhyggelige tildragelser, men ikke alt synes at stemme overens, og det hele er vel heller ikke fortalt. Den hændelse, som især gik udover vossingerne fandt sted i Jackson County, Minn. Ikke mindre end 13.14 personer mistede der livet for indianerhaand. Vi blev mindet om dette baade forrige aar paa vossestevnet i Fergus Falls og paa hundreaarsfesten i Tvillingbyerne i sommer, idet en vossing, der som gut spillede en helterolle ved omhandlede anledning, var tilstede paa vore stevner. Denne var Ole F. Førde, der selv blev saaret, og hvis far fandt sin død ved rødhudernes overfald. Vi fik da høre de nærmere omstændigheder om dette fra første haand. Og hvad han havde glemt eller ikke vidste, er vi saa heldige at have paalidelig beretning om fra andet hold. Først skal vi da fortælle lidt om de nybyggere fra Voss, som satte sig til i dette, den gang saakaldte vilde vesten, som Jackson County da var, og vi vil begynde med Førdefamilien.

Ole F. Førde, som vi traf paa vore stevner, var født i Evanger, Voss, i 1851. Hans forældre var Ole O. Fyre (her Førde) født omtrent 1819 og hustru Martha Olsdtr., f. Bolstad. De havde ogsaa en anden søn, Ole O., saa Ole-navnet var fuldt hævdet i familien. Moderen døde tidlig og faderen blev gjengift med Kari Nilsdtr. Horveid. I 1858 drog familien til Amerika og slog sig først til i Big Canoe-settlementet, Winnesheik County, Iowa.

Til Big Canoe kom ogsaa Knut Mestad og hustru Brita, samt Nils K. Ekse og hustru Brytva, f. Mestad og Nils's broder Johannes K. Ekse. Om alle disse kom til Amerika samtidig med Førdefamilien er uvist. Nils Ekse døde kort efter ankomsten til Big Canoe, og hans enke, Brytva, blev gjengift med hans broder Johannes Ekse.

Lars L. Furunæs og hustru Anna kom ogsaa til Big Canoe og de maa regnes blandt vossingerne, da Stamnæs sogn, hvorfra de var, hørte til Voss op imod '60 aarene. Endvidere findes det, at Lars Hjørnevik og hustru var der, tillige Lars Lee, en svoger af Førde, d. æ. og Knut N. Borge, eller som han oftest kaldtes, Knut Langeland. Han var født paa Borge i Haus herred, men begge forældrene var fra Voss. Hans hustru Anna Knutsdtr., f. Bjørgo, var en søster af K. Bjørgo, d. æ. og M. Langelands hustru, Gjertrud, i Big Canoe. Alle de ovennævnte drog til Jackson County og bosatte sig i Belmont Township, nær Des Moines River. Ole Førde med familie, hustru og 4 børn, reiste dertil i 1859. (En søn, Nils, var født der). Han kjøbte en "claim" land af en anden person. Det laa lige ved elven. Knut Mestad og hustru fulgte vistnok med Førde. De bosatte sig et kort stykke fra ham.

Knut Langeland drog derhen i 1860. Han havde hustru og 7 børn. Der var mange andre i samme følge. Der fortelles, at der ikke var mindre end 8 vogne i laget. Om Ekse, Furunæs, Hjørnevik og Lee var med da, eller de var ankomne før, er uvist. Alle bosatte sig et kortere eller længere stykke fra hinanden i en ca. 3 mils omkreds. Førde, Mestad, Ekse og Furunæs maa have boet nærmest hinanden at dømme efter, hvad der senere fulgte.

Borgerkrigen begyndte i 1861 og de krigsdygtige unge mandskaber sendtes til Syden. Indianerne blev da dristige. Hvad der foraarsagede at de brød ud i aabent oprør er vel ikke saa ganske klart. Nok er det, at en bande af dem overfaldt og dræbte endel nybyggere ved Acton, Minn., den 17de august 1862, og den 20de s. m. blev et andet overfald gjort ved New Ulm, en 50.60 mil nord for Jackson settlementet. Rygtet herom naaede dertil snart, men nogen sikker besked havdes ikke. Om torsdagen den 21de kom endel nybyggere sammen til raadslagning, og man besluttede at sende en mand afsted mod New Ulm for at speide og udfinde, hvad der var hændt. En mand paatog sig dette, og der udbetaltes ham 28 dollars for arbeidet. Manden reiste, men man hørte aldrig mere fra ham. Man besluttede ogsaa at bo flere isammen. I Førdes omkreds skulde man samles hos ham i tilfælde af, at indianerne viste sig.

Saa kom søndagen den 24de august, som blev en skjæbnesvanger dag i settlementet. Om natten forud var der 4 familier samlet i Førdes hus. Det var Knut Mestad og hustru, Johannes Ekse med hustru og 5 børn, Lars Furunæs med hustru og barn foruden Førdes egen familie, ham selv med hustru og 5 børn. Om morgenen reiste nogle for at se til sine kreaturer, saaledes Knut Mestad og hustru og vistnok ogsaa Lars Furunæs. Kort efter ankom en flok indianere. De havde da allerede gjæstet Knut Langelands hjem, som vi skal se. Ole Førde, d. æ. gik, uden at ane rødhudernes nærværelse, hen til grisestien. De fik disse øie paa ham og skjød ham ned. Det viste sig, at han havde faaet fem kuglesaar. Saa blev huset omringet. Om dette var der et gjerde og endel af indianerne stillede sig op ved dette. I huset var der 2 døre. Tillige var der en kjælder med nedgang gjennem en luge i stuegulvet. Der var ogsaa et sperreloft, hvortil der førte en trappe. Udenfor huset stod en vogn med paalæsset flyttegods. Man havde nemlig besluttet at reise derfra, saasnart man hørte noget sikkert om indianer-opstanden. Paa vognen var ogsaa en flaske brændevin. Endel af rødhuderne reiste hen og undersøgte vognen. De fandt flasken og gjorde sig tilgode af dens indhold. Dette gav dem, som var i stuen, lidt tid til at ordne sig. Kvinderne med de mange børn tog sin tilflugt til kjelderen, Johannes Ekse, den eneste voksne mand derinde, tog stilling ved den ene dør og den 11.12 aarige gut, Ole F. Førde, stillede sig ved den anden. I stuen var der en 4.5 geværer, som var udleveret af regjeringen for den saakaldte "home guard" (borgerbevæbning). Ole Førde foreslog at de skulde skyde paa indianerne; men Ekse troede ikke, at det vilde nytte noget. Det vilde bare gjøre dem mere barbariske, mente han. Man maatte ogsaa have gjort flere hul i væggene. Det blev da intet af.

Da de øvrige var komne ned i kjælderen begyndte barnet til Anna Furunæs at skrige, og det var uraad at faa det til at tie. Anna sagde da, at hun fik gaa op igjen med det for ikke at røbe de andre, og det gjorde hun. Barnet tiede, da de kom op, og hun forsøgte at gaa ned igjen, ialfald en gang om ikke to, mente Førde. Men det blev det samme. Saasnart de kom i kjælderen begyndte barnet at skrige og da indianerne forberedte sig til at gaa mod døren, forblev hun oppe i stuen. Over lugen blev der slængt en straamadras og det var maaske hun som gjorde det.

Da brændevinsflasken var tømt, gjorde indianerne sig istand til at gaa paa døren. En 4.5 stykker, mente Førde, stillede sig bag hinanden og satte hænderne mod hinandens skuldre og den forreste mod døren. Ved stødet af dem gik døren op, og de styrtede ind. Johannes Ekse, som stod indenfor, sprang da op trappen til sperreloftet Han blev skudt der. Anna Furunæs fandt ogsaa sin død, sandsynligvis skudt; men hendes barn blev ladt ifred. Ole F. Førde løb ud bagdøren, da han saa Ekse springe op trappen. Flere indianere stod langs gjærdet udenfor, sagde han. I gjærdet var en liden aabning, som de pleiede at gaa igjennem, naar de hentede vand. Igjennem dette løb han uden stans og henover stien, som førte til en kilde i elveskraaningen. Indianerne syntes ikke straks at fatte, hvorledes han kom igjennem, og det tog lidt tid før nogen satte efter ham. Da han nærmede sig kanten af elveskraaningen var der en som skjød. Kuglen traf ham i høire albue og knuste albubenet m. m. Han vendte sig og saa da at en som ikke var langt bag ham holdt paa at lade børsen igjen. Armen smertede og blødte skrekkelig, men han kom sig dog uden stans over bakkekanten. Der kastede han sig ned lige ved stien, og straks efter for indianeren forbi ham. Havde han ikke trukket benene til sig itide, saa havde han berørt dem, mente Førde; saa nær var han. Indianeren glante henimod elvekanten langs stien, som laa bortover skraaningen, og anede nok ikke, at han var saa nær. Ole kom sig da bortover i modsat retning og kom ud af syne. Ad en lang omvei søgte han saa at vinde frem til Mestads hjem for at underrette dem. Men da han kom der, var Mestad og hustru allerede reist tilbage til hans eget hjem. De var gaaet sin skjæbne imøde og var skudt paa veien, som det senere viste sig. Ole gav sig da ikke lang tid der; men satte afsted til en farm, hvor der skulde være opbyggelse om søndagen. Mandens navn var Taraldson, troede han (vistnok Holsteins). Derhen var omtrent 3 mil og farmen var paa den anden side af elven. Det var vanskelig at finde et vadested, og han maatte atter gjøre en lang krog paa veien. Han vandt dog endelig frem og kom der netop som man skulde til at synge. Han hørte dem sige nummeret paa salmen. Da saa konen ham komme og sagde det til de andre. Hun mærkede, at hans arm var blodig og omvundet. Der blev da et øiebliks stilhed, til han kom ind og prøvede at fortælle, at indianerne var paa farten. En kone greb ham tankeløst i den saarede arm for at se, hvad den manglede. Hun fik en blodstraale over sig, og et smertesudbrud af Ole gav dem nok forstaaelsen af, hvad det gjaldt. Nu blev der bestyrtelse. Alle sprang til sine kjøregreier for at komme sig bort det snareste de kunde. Endel drog først til sine hjem; men ingen turde stanse mere end høist paakrævet. Man stevnede til Spirit Lake, 26 mil i syd, og enhver syntes nu bare at tænke paa sig selv og sine. Der var ingen som nu mere fandt det paakrævet at bekymre sig endog for deres redningsmand Ole Førde. Først efterat man var komne langt paa vei sydover og ikke saa ham igjen, blev der spurgt efter ham. Han var nemlig blit liggende igjen paa veien og magtede ikke at komme videre. Nogen drog da tilbage for at se efter ham, og de fandt ham efter en stunds søgen. I selskabet var en person som forstod sig lidt paa at forbinde saar. Han skulde være en rømt soldat, sagdes der. Han forbandt nu Oles arm. For dette maatte hans mor siden betale 10 dollars. De kom da alle i behold til Spirit Lake, hvor man fandt beskyttelse. Nu er det at fortælle, hvad der hændte de andre i Førdes hus og naboskab.

Indianerne gav sig først ikke lange stunder paa hvert sted, men drog skyndsomt fra nybygge til nybygge myrdende, hvad de traf paa i farten. Senere kom de tilbage for at plyndre og lemlæste. Fra Ferdes hjem drog de ogsaa snart uden at have opdaget kjælderen. Sandsynligvis har de faaet øie paa Mestadfolket og Lars Furunæs og sat efter dem. Saa drog de vistnok til Østerdølen Knut Slaabakkens hjem. Der var Knuts søn, Anders, og broder Mikkel hjemme. Mikkel blev skudt og døde. Paa Anders blev der ogsaa skudt. Desuden fik han et slag i hovedet og sluttelig et knivstik, og efterladt som død, men han kom til sig igjen, kravlede hen i stalden og lagde sig. Der blev han funden 3 dage senere. Hvad tid Lars Hjørnevigs hjem blev hjemsøgt er uvist. Nok er det at baade han og konen fandt sin død der. Lars Lee kom sig undaf til Spirit Lake.

Da de i Førdes kjælder fandt at alt var stilnet af omkring huset, steg de op, fandt i en fart endel madvarer, nogle penge, som var i huset og drog saa hen i en maisager for at gjemme sig bedre. Da de kom ud af huset, kom Knut Langelands 8-aarige datter, Martha, derhen. Som nævnt foran, havde rødhuderne været i hans hjem først og havde voldt et grueligt hus. Langelands hustru og 4 børn var dræbte. De største var skudt, de mindre slængt i væggen. To til var efterladte som døde. Knut selv var ude paa marken efter kreaturerne. Han hørte skydningen og ilede hjem. Da han kom der var indianerne borte. Han fandt liv i de to af børnene, tog en under hver arm og drog afsted til Spirit Lake. Det ene barn døde paa veien, men det andet kom sig. Den datter som kom til Førdes hus, havde gjemt sig i maisageren. En anden søster havde været med hende, men hun ilede hjem, da indianerne kom og hun blev dræbt. Da indianerne var dragne bort, søgte hun over til Førdes hus, hvor det var aftalt, at man skulde samles. Hun blev da med dem, som kom op af kjælderen. Snart efter at de var komne over i ageren kom rødhuderne tilbage. De døde blev da mishandlet og andet hærværk gjort. Man kunde fra ageren se deres adfærd. Kjælderen blev ogsaa da fundet, og ned i den puttede de nogle smaagrise, blev det fortalt.

Folkene i ageren blev liggende til mørket kom. Saa skulde de da forsøge at finde frem til Spirit Lake. Det blev en besværlig vandring . elleve børn og to kvinder. Anna Furunæs's barn havde de nok ikke kunnet tage med eller troet dødt. Det fandtes 3 dage senere ved siden af moderen, men endnu i live. De var paa vandring hele natten, og da det lysnede gjæmte de sig i det høie græs til mørket kom igjen om kvelden, saa tog de afsted igjen. Det gik sent. Deres mad slap op, og tørsten plagede. For at faa lidt vand tog en kone sit skjørt (nogen siger et lagen) og drog det i det duggede græs, hvorpaa hun vred det over et spand. De kom nok ogsaa paa vildspor. Enden paa vandringen var, at de en morgen traf soldater, men var da saa forskræmte, at de først troede det var rødhuder. Tilslut fandt de dog at det var hjælpere og blev saa tagne til Spirit Lake. Førde mente, at dette var onsdags morgen. Andre har sagt tirsdags morgen.

I Spirit Lake skulde en doktor se til Ole Førdes arm. Han raadede til at armen skulde amputeres, men dette vilde moderen til al lykke ikke. De reiste ganske snart med andre, som overlevede blodbadet, tilbake til Big Canoe. I Decorah fik Førdes arm tilsyn af doktor Billington og den blev bra igjen omend aldrig rigtig sterk. Moderen, Kari Førde, vilde ikke tilbage til ulykkesfarmen i Jackson County og solgte den til en Slaabakken for 150 dollars. En anden modgang hændte dem idet Ole Førde d. æ. før sin død havde laant 800 dollars til en mand ved navn Carter. Hverken mand en eller pengene fik de senere rede paa. Ole F. Førde blev i 1873 gift med Betzy Nilsdatr. Gilderhus. Han tog sig først et "homestead" og drev som jordbruger, siden har han været beskjæftiget ved Great Northern jernbanen, og bor nu i Wyndmere, N. Dak. Han har 7 børn: Martha, Ragnhild, Nellie, Albert, Seward, Oscar og Albin.

Om Knut Langeland er det at fortælle, at han saasnart han havde bragt sin datter til Spirit Lake, tog afsted med en trop soldater tilbage for at se om nogen var ilive og for at begrave de døde. Siden kom han igjen til Big Canoe settlementet og var der til i 1870 aarene, da han flyttede til Watouwan County, Minn., hvor han forblev til sin død og boede hos datteren Julia - den han bar til Spirit Lake. Hun overvandt aldrig rigtig det slag, hun fik af rødhuderne. Datteren Martha blev gift med en Sivertson og har boet i Westbrook, Minn. Hun har 6 børn. Furunæs's barn vokste op hos Jacob Ekse i Big Canoe, og har senere boet ved Blackhammer, Spring Grove, Minn. De to kvinder, som var med sine børn i kjælderen, holdt det altid som en Guds tilskikkelse, at dette barn ikke vilde være iro i kjælderen og derved frelste alle de andre.

K. A. R.

[neste] [forrige] [innhald] [hovedinnhald] [utskriftvenlig side]


Copyright © kaare@trefall.com 2004-2023 (pgp)
Sist oppdatert 17. april 2023

[nytt]

Vest:
heim
andre stadar
Kvitanosi
Amerika

stølen
andre stølar

Gjestebok
Eksingedalen
[lenkjer]

Aust:
Glitregata 4
Kongsbergværet

e-brev:
kaare@trefall.com
ohaldis@trefall.com

>>